Sådan tager du data med dig

Vil du gerne downloade personoplysninger til din computer eller overføre dem til en anden udbyder? Begge dele er muligt med Google Takeout, forklarer Stephan Micklitz og Greg Fair fra Google.

Stephan Micklitz og Greg Fair, I er ansvarlige for Google Takeout. Hvad er det præcis, det skal bruges til?

Stephan Micklitz, Director of Engineering for Googles sikkerhedsteam: Google Takeout giver dig f.eks. mulighed for at downloade billeder, kontakter, mails, kalenderposter eller musikfiler, der er gemt i Google Drev, til din computer eller overføre dem til en anden udbyder.

Greg Fair, Product Manager for Google Takeout: Min kone og jeg har to børn, og som de fleste forældre har vi mange billeder af dem, 600 gigabyte billeder for at være helt nøjagtig. Da vores harddisk med alle disse billeder gik ned, var jeg virkelig glad for, at jeg også havde gemt dem alle sammen i Google Fotos. Jeg kunne så bruge Google Takeout til nemt at downloade billederne til en ny harddisk.

Greg Fair
Smartphone

Greg Fair, der er Product Manager hos Google, er ansvarlig for Google Takeout, der gør det muligt for brugerne ikke bare at downloade deres data fra Google, men også at overføre dem til andre udbydere.

Hvad bruger folk Takeout til?

Fair: Mest til at sikkerhedskopiere alle de data, de gemmer i Google Drev.

Micklitz: Hvilket er lidt irrationelt, for de data er faktisk mere sikre i Google Drev end på de fleste af vores lagerenheder til hjemmet.

Fair: Derhjemme kan en kat tisse på harddisken, eller børnene kan ødelægge den, eller der kan opstå ildebrand. Hos Google bliver hver enkelt fil gemt flere gange på forskellige servere. Det kunne ikke være mere sikkert.

Og alligevel sikkerhedskopierer du din data på en harddisk, Fair!

Fair: Det er, fordi min kone bruger billedredigeringsprogrammer, hvor det bare ikke er praktisk at have billederne liggende i skyen.

"Hos Google bliver hver enkelt fil gemt flere gange på forskellige servere. Det kunne ikke være mere sikkert."

Greg Fair

OK.

Micklitz: Men jeg bruger f.eks. ikke den slags programmer, men gemmer alligevel sikkerhedskopier af alle mine billeder på en harddisk. Det er mine data, så jeg vil gerne have en fysisk kopi.

Hvorfor denne "irrationelle" adfærd?

Micklitz: Vi har et meget personligt og følelsesmæssigt forhold til fotografier. De er knyttet til så mange forskellige minder. Som bruger ønsker jeg ikke at ende i en situation, hvor jeg er afhængig af, at én enkelt virksomhed beskytter mine billeder, selv hvis det er en virksomhed, jeg arbejder for. Derfor er portabilitetstjenester som Google Takeout så vigtige, da de giver vores brugere mulighed for altid at hente deres data. Selv hvis de ligger i skyen.

Hvor længe har portabilitet været et vigtigt område for Google?

Fair: I mere end et årti. Vi startede med at udvikle individuelle tjenester til dataportabilitet. Så lancerede Google i 2011 sin centraliserede løsning: Takeout. Vi har integreret flere og flere Google-tjenester siden da, og i dag understøtter Takeout over 40 af dem.

Mange brugere downloader deres data til deres computere, men de overfører dem sjældent til andre tjenester. Hvorfor er der denne ubalance?

Fair: Brugerne kan i dag overføre data fra Google til Dropbox, Box eller Microsoft Office 365 – og omvendt, selvfølgelig. Mange af vores konkurrenter tilbyder endnu ikke denne mulighed. For at ændre dette lancerede vi dataoverførselsprojektet i 2017 og annoncerede officielt projektet i juli 2018. Det er et open source-projekt, der uden omkostninger giver virksomheder kode til portabilitetsfunktioner, hvilket gør det muligt nemt at overføre data fra én tjeneste til en anden.

Micklitz: Forestil dig, at en nystartet virksomhed udvikler en fantastisk ny tjeneste. Det ville være for dyrt for en mindre virksomhed at skabe sin egen portabilitetsløsning. I stedet kan de gå til dataoverførselsprojektet og overføre de tilsvarende koder til deres egen software.

Director of Engineering Stephan Micklitz (til højre) er ansvarlig for global sikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger hos Google. Han studerede informationsteknologi på det tekniske universitet i München og har arbejdet på Googles kontor i München siden slutningen af 2007.

Men hvordan er det i jeres interesse, at jeg skifter til en anden udbyder?

Fair: Vi vil gerne have, at du bruger Google-tjenester, fordi de er de bedste, ikke fordi du tror, du ikke kan bruge dine data andre steder.

Persondataforordningen, der trådte i kraft i maj 2018, indeholder bestemmelser om dataportabilitet. Var I nødt til at tilpasse jeres værktøj til download af data, så det opfyldte disse specifikationer?

Fair: Da vi først læste forordningen i 2016, gik det op for os, at vi allerede var godt med i forhold til portabilitet. Vi havde allerede dengang arbejdet meget med området i et stykke tid.

Micklitz: Vi synes, det er godt, at dette område endelig får den opmærksomhed, det fortjener. Portabilitet er på nuværende tidspunkt stadigvæk et nicheområde, der ikke interesserer mange brugere. Men vi tror, at dette vil ændre sig i løbet af nogle få år.

"Mine børn bør have øjebliksbilleder fra deres barndom. Lige som jeg har."

Stephan Micklitz

Hvorfor?

Micklitz: Folk er kun så småt begyndt at gemme deres data i skyen. Men lad os forestille os, at en virksomhed går konkurs, og at alle dine data er gemt på virksomhedens servere. I det tilfælde vil du gerne være sikker på, at du kan få fat på dine data. Det har også noget med dataholdbarhed at gøre. Mine børn burde have øjebliksbilleder fra deres barndom, lige som jeg har mulighed for at se på mine forældres gulnede fotografier.

Ønsker du, at digitale billeder får samme holdbarhed som analoge billeder?

Micklitz: Ja. Det har også med databeskyttelse i bredere forstand at gøre: At jeg også om 50 år er i stand til at bruge de data, jeg gemmer i dag.

Fotografier: Conny Mirbach

Fremskridt inden for cybersikkerhed

Få flere oplysninger om, hvordan vi beskytter flere brugere på nettet end nogen anden i verden.

Få flere oplysninger